Abyssinier i klistrehumør

Jeg har ligget syg i weekenden. En gang maveonde, som ramte natten til lørdag, og som bare har haft mig helt nede i det laveste batterifelt lige siden. Ting, der rammer maven, er bare de værste!

Jara er altid en meget kontaktsøgende kat – men i de her dage, hvor jeg har været syg, har hun nærmest klistret til mig nat og dag i en grad, som er usædvanlig selv for hende. Jeg har ligget og sovet rigtig meget i min seng eller på sofaen under et tæppe, og mindst et par gange i timen er Jara kommet hen for at snuse til mig, prikke lidt til mig med snuden, måske slikke mig på næsen – vel i virkeligheden tjekke, om jeg var i live. Måske har hun også taget en lille sympati-middagslur sammen med mig – man kan jo blive træt af al den omsorg 😉

Jara sover ellers som regel i stuen det meste af natten og overlader dobbeltsengens fodender til Stoffer og Fie – men de her nætter er hun krøbet ned under min dyne og  har lagt sig til at sove tæt klinet op af min mave. Til Andreas’ store fortrydelse i øvrigt – Jara spinder nemlig meget højt, når hun sover, og det holder ham vågen store dele af natten. Og når hun ligger godt beskyttet under min dyne, kan han ikke skubbe hende ud af sengen 😉

Jara kan sådan et trick, hvor hun hopper op på skødet af mig og putter sig ind til mig – og når jeg så efter noget tid forsøger at rejse mig, og jeg gerne vil have hende til at hoppe ned på gulvet, kravler hun i stedet op af min overkrop, stiller sig på mine skuldre og spinder højlydt. Hvis jeg prøver at løfte hende ned, vrider og vender hun sig, til hun kan holde fast i min overkrop og putte sig ind. Så stirrer hun på mig med store, runde, uskyldsrene øjne, der siger: “Hvordan kunne du dog overhovedet tænke på at smide mig ned på gulvet!?”

Klistrekat!

Og sådan har hun mere eller mindre været hele tiden i de her dage, hvor jeg har været syg. Næsten som om hun kan fornemme, at noget er galt, og hun prøver på at hjælpe.

Hun er nu altså et sødt lille væsen!