Drikkefontænen som aldrig blev et hit

Som jeg har nævnt før, er vores katte meget store fans af rindende vand. Vi har derfor i et par år haft en drikkefontæne – en PetSafe Drinkwell 360 drikkefontæne. Den var efterhånden ved at være godt slidt, og da den skulle udskiftes, besluttede vi at prøve med en lidt mindre model. Sådan en lille, fiks sag, vi havde set i den lokale dyrebutik. Vi tænkte, at det kunne være smart med en, der ikke optog så meget plads, og som måske ville være lidt lettere at rengøre.
Det viste sig dog at være være alt andet end et hit. Det her billede illustrerer sådan cirka alle 3 kattes reaktion på den:

“Hvad i alverden skal jeg dog med dén??!”
Vi troede først, at det bare var et spørgsmål om tilvænning – at de ville blive glade for den med tiden. Men selv efter to måneders forsøg nægtede alle tre katte fortsat at bruge den. Fie og Jara sad ude på badeværelset og vrælede foran vandhanen. Og Stoffer holdt sig til den almindelige vandskål i stuen. Den lille fontæne stod stort set ubrugt i køkkenet.
Og egentlig giver det ret god mening. Den gamle drikkefontæne havde vand, der “faldt” lodret ned i en rindende bevægelse, mens den nye “spyede” vandet ud i en vandret bevægelse, som formentlig minder mindre om naturens vandkilder. At den nye fontæne var udstyret med blåt LED-lys, som kunne oplyse vandet i mørket, gjorde den ikke ligefrem mere naturlig. Heldigvis kunne den funktion dog slås fra – det er jo ikke ligefrem, fordi katte har problemer med at se ting i mørke 😉
Anyways: Efter et par måneder overgav vi os og købte en ny Drinkwell-fontæne. Og der blev atter fryd og gammen i det lille kattehjem 🙂
Moralen: Det er ikke ligemeget, hvad man køber af grej til sine katte. Og man kan ligeså godt respektere deres valg. De stædige små væsner holder godt fast i deres egne vaner og meninger!