At have en hjertesyg kat (HCM)

Vi har fået en hjertesyg kat herhjemme – nærmere bestemt har Stoffer fået diagnosen HCM – Hypertrofisk CardioMyopati. Det kan du læse mere om i dette indlæg.

Store Bededag fik vi et ordentligt chok. Lige pludselig, henover få timer, blev Stoffer apatisk og mistede appetitten. Han havde ellers haft det fint og været glad og veltilpas, men da han lagde sig slapt ned i gangen, og vi ikke kunne lokke med hverken det ene eller det andet, så jeg blev ret bekymret. Da han begyndte at trække vejret besværet gennem åben mund, ringede jeg til dyrehospitalet og sagde, at vi var på vej.

Så snart dyrlægen så Stoffer, smed han ham direkte i et iltbur og kom så tilbage og forklarede, at de var nødt til at beholde Stoffer natten over, så de kunne stabilisere ham nok til at kunne lave undersøgelser på ham om lørdagen. I den tilstand, Stoffer var i, ville en røntgenundersøgelse eller en blodprøve nemlig kunne tage livet af ham. Så han måtte have en nat i iltburet, hvor han altså fik ren ilt, og hvor vi også straks kunne se, at han fik det bedre.

Vi måtte efterlade Stoffer i de kyndige hænder og så tage hjem med tunge hjerter og tårer i øjnene. Lørdag testede de for alverdens lungeinfektioner og forsøgte sig også med noget antibiotika og steroider. Men det gav ikke nok. Han kunne stadig ikke klare sig uden for iltburet i ret mange minutter.

Vi var ude og se til Stoffer flere gange i løbet af weekenden. Heldigvis ligger dyrehospitalet kun 5-10 minutters kørsel fra os. Og vi kunne jo alligevel ikke koncentrere os om noget fornuftigt derhjemme. Lørdag morgen havde Stoffer nægtet at spise og bare ligget i iltburet og gemt sig. Men da vi kom derud, og han fik øje på mig – så kastede han sig over både mad og vand og ville ud af buret og undersøge rummet. Han fik simpelthen livsmodet igen. Men han var stadig ikke stabil nok til at kunne komme med hjem – selvom jeg var klar til at tage ham under armen og spæne ud til bilen med ham!

HCM (Hypertrofisk CardioMyopati)

Søndag kunne dyrlægen så endelig tage et EKG på ham, og så fandt de problemet: Stoffer har nemlig den lidelse, der hedder HCM (Hypertrofisk CardioMyopati). Det er en sygdom, som en del katte desværre har, hvor hjertemuskulaturen så at sige vokser indad. Hjertet bliver altså ikke i sig selv større, men der bliver mindre plads inden i det til blodet. Derfor må hjertet slå hurtigere for at få pumpet tilstrækkeligt med iltet blod ud i kroppen. Når hjertet ikke kan få pumpet blodet ordentligt ud i kroppen, ophober det sig i venstre forkammer, og når forkammeret ikke kan følge med mere, løber blodet tilbage i lungerne, hvor det udskilles som væske. Og så får en stakkels lille kat altså svært ved at trække vejret. Så det, vi i virkeligheden opdagede Store Bededag, var ikke en lungesygdom, men et hjertesvigt.

Dyrlægen behandlede intensivt med væskedrivende, som drev væsken ud af Stoffers lunger, og i løbet af søndagen kunne han trække vejret uden for iltburet, og vi kunne endelig få ham hjem – med en ordentlig bunke recepter til hjertemedicin og væskedrivende, som han nu skal have hver dag. Sygdommen kan ikke kureres, men symptomerne kan holdes nede, så katten han have et godt liv uden smerte. Man siger, at de gennemsnitligt kan leve et par år på den behandling. Stoffers sygdom er jo så desværre blevet opdaget ret sent, hvilket nok barberer en del af hans tid ned 🙁

Fremtidsudsigterne med HCM

Vi ved ikke, hvor længe Stoffer har haft HCM, men hans røntgenbilleder tyder desværre på, at han har gået med det et godt stykke tid. Man siger, at sygdommen som regel udvikler sig ved 6-års-alderen, og Stoffer er 8 år. Det forbistrede ved katte (og andre rovdyr) er jo, at de kan skjule en sygdom vanvittigt godt. Dyrlægen sagde selv, at han ikke engang havde kunnet høre nogen mislyd på hjertet, da han tjekkede Stoffer første gang, og ved et typisk sundhedstjek ville han nok heller ikke have opdaget det. Vi har jo heller ikke herhjemme mærket nogetsomhelst til, at han skulle være syg. Katte kan ikke lide at vise svaghed, og derfor er de verdensmestre i at skjule sygdom, smerte og andre dårligdomme.

Jeg er så ulykkelig over, at min store bamsekat pludselig er en syg kat med udløbsdato på. Jeg havde jo tænkt, at han skulle blive mindst 16 år og sove i min fodende hver nat, som han plejer. Jeg har grædt mere de sidste 14 dage, end jeg har gjort det sidste år.

Men jeg er taknemmelig over, at han er hjemme hos os nu, og at vi ikke skulle sige farvel til ham i Store Bededags-weekenden i et iltbur hos dyrlægen. Jeg er glad for, at han er okay til at spise piller, og for, at medicinen faktisk virker rigtig godt. Stoffer er glad, veltilpas, kælen, legesyg, har god appetit og energi og opfører sig ikke som en syg kat. Forhåbentlig kan vi have en del gode måneder sammen – og få sagt farvel på en god måde, når den tid kommer.

Vi har spurgt dyrlægen direkte, om han syntes, vi burde få aflivet Stoffer nu – om det var synd at holde ham i live. Dér var svaret klart nej! Så længe Stoffer har det godt og trives på medicinen, er det for tidligt at tænke på aflivning. Der er ingen smerter forbundet med sygdommen, og han har et godt liv. Det var rart at få den faglige vurdering, når man nu selv er for følelsesmæssigt involveret til at være helt rationel.

Vi skal tælle Stoffers vejrtrækninger med en app på telefonen og dermed holde øje med, hvordan han har det. Vejrtrækningen i hvile må ikke være mere end 30 gange i minuttet. Og så er der selvfølgelig en masse andre ting, man kan holde øje med hos en kat. Det vil jeg skrive lidt om i næste indlæg.

Et ordentligt smæk til økonomien

Det var vanvittig dyrt at have Stoffer indlagt en hel weekend til helligdagspriser(!) – især fordi vi aldrig har fået taget os sammen til at få forsikret vores dyr. Lad os bare sige, at vi virkelig godt kunne have brugt en tur i det dér iltbur og et par hjertepiller, da vi fik regningen!

Men da vi stod fredag med valget: betal for at give katten en chance, eller få den aflivet uden nogensinde at finde ud af, hvad der var galt, eller om han kunne have klaret den – ja, så var der ikke så meget at rafle om.

Det gode er så, at den sommerferie, vi ikke har råd til, den kan vi nu alligevel ikke holde, nu hvor vi har en hjertesyg kat. Så på den måde hænger det jo meget godt sammen 😉

Ingen sympati fra artsfællerne

Fie og Jara har der ikke været meget sympati at hente fra. Man skulle jo tro, at når Stoffer kom hjem, træt og udkørt efter en lang weekend hos dyrlægen, så ville de tage imod ham med åbne arme. Men nej! Han lugtede jo helt forkert, og de kunne derfor ikke rigtig genkende ham (eller også udnyttede de bare en chance for at stige i hierarkiet, da den store hankat kom svækket hjem) – i hvert fald brugte hunkattene de første to døgn på at hvæse og vræle af Stoffer, hver gang de så ham.

Efter noget tid overgav Jara sig (eller også er hun bare for distræt til at huske, at der er et problem), og hun sover nu igen gerne middagslur ved siden af Stoffer eller kigger på fugle sammen med ham. Fie er også så småt ved at overgive sig – hun skælder i hvert fald ikke ud på ham mere.