Mød Viggo!

Er I klar til at møde den hyggeliste, sjoveste og mest hyperaktive fætter? Her er er Viggo!

Viggo er jo kommet ind i vores hjem for at prøve at udfylde det store Stoffer-formede hul i hjertet. Og selvom han endnu ikke er oppe på halvdelen af sin forgængers kampvægt, så gør han det altså virkelig godt! Han er trampet ind i vores hjertet og har skabt sin helt egen plads – og vi er rent ud sagt snotforelskede i den lille fyr <3
Viggo er en norsk skovkat. Vi har ikke prøvet at have den race før, men han lever helt op til forventningen om en social og legesyg kat. Han er enormt afbalanceret og cool sammenlignet med vores andre små små-neurotiske katte. Han er ikke bange for noget og tager hele verden i stiv arm. Og så er han helt utroligt kælen og glad.
Fie og Jara er mindre begejstrede. Der har været megen hvæsen, knurren og brummen herhjemme siden i fredags, hvor han flyttede ind. Nu er vi snart nede på, at der “kun” bliver hvæset, og at de kan gå forbi ham uden at gå helt i panik. Viggo er helt fascineret af Jara og vil bare så gerne jagte hende og slås med hende. Hun afviser ham blankt og sætter ham noget så eftertrykkeligt på plads. Men hun er jo også en agtværdig pensionist på 12 år! Så gider man ikke sådan en lille, dum killing, der forstyrrer freden 😉
Andreas og jeg er også ved at genopleve, hvordan det er at have en killing i huset, som er fuld-fart-frem hele dagen og vil lege fra morgen til aften. Som starter dagen med at angribe vores fødder i sengen. Og som til gengæld sover så tungt, at han næsten ikke er til at vække.
Vi var lidt bekymrede for Jara de første dage. Hun gik i total stress-mode og var helt ved siden af sig selv. Hun gemte sig væk og knurrede – også af Fie, som hun jo ellers har det fint med. Men efter at vi har brugt en masse tid på at give hende ekstra opmærksomhed, forkæle hende og gøre hende tryg, er hun nu igen ved at være sit eget glade selv.
Vi glæder os til at lære Viggo endnu bedre at kende – I kommer sikkert til at høre mere om ham her på bloggen!