5 ting der stresser din kat

Hej Fie

Der er ikke noget så fredfyldt som en sovende kat, der ligger trygt på sin plads og snorker. Men samtidig er der heller ikke noget så stressende som en stresset kat, der farer forvildet rundt. Katte er nogle små, sensitive gemytter. Og der er mange små ting, vi mennesker gør (eller ikke gør), som kan stresse dem rigtig meget. Hvis du i dit liv har oplevet aggressive og utilregnelige katte, er det måske ikke så meget et udtryk for kattens natur, som for at mennesker har stresset dem – formentlig uden at vide det.

5 ting der stresser din kat

Vi vil jo allesammen gerne have glade, trygge og harmoniske katte, ikke? Vi vil gerne undgå at stresse dem, men i stedet skabe trygge og gode rammer for vores små dyr. Så her kommer 5 bud på ting, der stresser din kat, og som du med fordel kan prøve at skåne den for så vidt muligt:

1: Larm

Det kan nok ikke undre, at larm stryger direkte ind på førstepladsen. Katte hader larm. Prøv lige at kigge på en kats ører: de er jo formet som små paraboler! Derfor er det ikke underligt, at katte har superhørelse. De har faktisk bedre hørelse end hunde. Og ikke mindre end 5 gange stærkere hørelse end mennesker.

Katte kan ikke bare høre helt vanvittige frekvenser (efter sigende fra 45 – 64.000 kHz) – de kan også skelne mellem lyde på en kilometers afstand. Man siger, at katte kan identificere og lokalisere en eller flere lydkilder på en kilometers afstand med en nøjagtighedsmargin på få cm. Det er faktisk ganske fascinerende – og smart, hvis man er et rovdyr, der skal fange en mus, der ligger og gemmer sig i græsset. Eller hvis man skal høre et andet rovdyr, der sætter i spring efter én, og man planlægger sin flugtrute.

5 ting der stresser din kat_kats hørelse

Når jeg åbner køleskabet i køkkenet, kan Stoffer ligge inde i stuen og høre, hvad jeg tager ud. Hvis det er en tupperware med mad til mig selv, bliver han liggende og sover. Men hvis det er posen med vådfoder (til Jara – ikke ham!), kommer han strygende lige med det samme. Og få sekunder kommer Fie også strygende. Også selvom jeg forsøger at liste den ud af køleskabet så stille som muligt uden at knitre med posen.

Nå, men det giver vel sig selv, at hvis man har så god en hørelse – så har man ikke behov for at høre introen til Star Wars blastet’ ud over surround anlægget på fuld knald, vel? Eller “Greatest Hits of the 80’es” med alle knapperne drejet til højre på anlægget! Eller ejeren, der øver sig i at nå det høje Q i en stærk tro på, at hun er den nye Mariah Carey (indrømmet: det er mig selv!)

Så giv nu de små dyr noget ro, ikke? 🙂

Mr Heckles

2: Uregelmæssighed

Som de fleste dyr kan katte rigtig godt lide regelmæssighed og rutiner. Stå op og gå i seng på samme tid hver dag. Spise på faste tidspunkter. Herhjemme kan vi næsten stille uret efter Stoffer, når han hver aften kl. 22 rejser sig fra sin plads, strækker sig og begynder at miave. Så er det nemlig tid til kattemalt. Når den er serveret, er det tid til at begynde at gå i seng. Det fortæller Fie meget tydeligt. Hun sover nemlig helst oven på Andreas’ ben om natten, så hun bliver stærkt utilfreds, hvis han ikke ligger i sin seng, når hun skal sove. Jara begynder at trampe rundt i sengen og slikke os i hovederne lidt i 7 hver morgen. Vækkeuret ringer nemlig kl. 7, og så skal hun have mad!

Der er masser af eksempler på den slags rutiner herhjemme. Og kattene hader, når vi bryder dem – fx i ferier, hvor vi sover længe og går sent i seng eller – endnu værre – rejser udenbys. Stoffer er heller ikke udelt begejstret for, hvis man befinder sig i det forkerte rum på det forkerte tidspunkt. Hvis jeg fx lægger mig på min seng om eftermiddagen for at tage en hurtig lur – så møffer han rundt og er helt forstyrret. Om eftermiddagen skal man være i stuen – ikke på soveværelset.

Selvfølgelig kan man ikke indrette sit liv 100% efter en kat – men man kan godt prøve at respektere dens rutiner og gøre det så rart, trygt og forudsigeligt for den, som man evner, hver dag.

3: Klam kattebakke

Katte er meget renlige dyr. De bruger op mod halvdelen af deres vågne timer på at rengøre sig, så det er ikke så mærkeligt, at de også har høje standarder for, hvor de vil gå på toilettet. En kats lugtesans er den vigtigste sans til at kommunikere med. Den er 14 gange stærkere end menneskers lugtesans og kan sanse langt flere forskellige lugte og feromoner end os. Så når du synes, kattebakken lugter lidt, så tør man slet ikke tænke, hvor forfærdelig lugten må opfattes for katten. Og hvor desperat den bliver over, hvor den skal skal gå hen og besørge.

Så når du tænker, at du ikke lige gider skifte kattebakken i dag – så tænk lige en ekstra gang over, hvor meget det stresser din kat, i fht hvor lille arbejdsindsatsen trods alt er for dig.

Som jeg skrev om i sidste indlæg, kan det også være stressende for en kat, hvis der ikke er kattebakker nok til det antal katte, der er i husstanden. Stoffer var enormt stresset i en periode og besørgede alle mulige tossede steder – indtil vi skaffede en ekstra kattebakke, som også var stor nok til ham. Det gjorde underværker for hans i forvejen lidt sarte temperament.

4: Lade dem være alene for længe

Det er en udbredt misforståelse, at katte kan efterlades alene i flere dage. Mange får en kat, fordi de opfatter den som mindre forpligtende end en hund. Men bare fordi katte er selvhjulpne og selvstændige, er det ikke ensbetydende med, at de har det godt med at være efterladt til sig selv størstedelen af tiden. Slet ikke hvis de er indekatte og ikke har mulighed for at søge selskab og stimulering andre steder.

Katte er faktisk mere sociale og har større kontaktbehov, end mange tror. De bliver let understimulerede og ensomme, når de efterlades alene i for lange perioder. Og de bliver bekymrede for, hvem der skal give dem mad, ordne kattebakken osv.

Med vores katte er det tydeligt at se, at de ikke er glade for, når vi er væk fra dem i længere tid. Især Stoffer, som får dårlig mave, bliver utryg, gemmer sig væk og smider al sin pels. Til gengæld er de mærkbart gladere, mere legesyge og harmoniske, når vi engang imellem er hjemme en hel weekend (fx hvis en af os er syg). Det er tydeligt at mærke på dem, at det er bare rart, når alle er hjemme.  Jeg oplever også, at vores katte ligefrem har udviklet et fysisk behov for at blive kælet og nusset regelmæssigt. Der er noget ved den fysiske kontakt, som gør dem mere rolige.

5: Manglende liggesteder / gemmesteder

En kat har brug for steder at trække sig tilbage, når den ikke længere gider dit eller andres selskab. Enten til et sted højt oppe, til en hule, en stille krog eller et andet godt liggested. Fx en papkasse. Hvis katten ikke kan finde sådan et sted, kan den ikke finde ro, og det vil stresse den. Hvis man har flere katte i huset, er det vigtigt, at der er nok gode liggesteder til alle kattene, så de ikke skal slås om dem.

Det samme gælder, hvis der ikke er mulighed for at hvæsse kløer, lege, bevæge sig osv.

Sovende kat_Stoffer

Det var 5 ting, der stresser din kat. Der kunne tilføjes mange flere ting til listen. Hvad stresser din kat?

4 comments

  • Vores hunkat bliver lidt pirrelig, hvis ikke vi ligger i sengen kl. 19.30, så hun kan ligge på vores ben! 😀 (det gør vi så aldrig, så når hun har ytret sin utilfredshed, lægger hun sig under gemalens varme bordlampe og bliver varmet igennem som en nyfødt kylling!).

    Vores katte reagerer ikke specielt på, at vi er væk på ferie, men vi plejer også at have kattepassere, der kigger forbi to gange om dagen. Efter en dags tid eller to bliver kattene også klart mindre sky over for ‘de fremmede’ og vil gerne nusses – og det samme har vi oplevet, når vi har passet katte for naboer og venner 🙂

    • Ha, hvor godt – 19.30! Det var godt nok alligevel tidligt! 😉
      Vi har også kattepassere, når vi er på ferie, men det er åbenbart ikke helt det samme, som når vi er hjemme!

  • Lillian Pedersen

    Hej
    Kan man stille spørgsmål om katte her?
    Venlig hilsen Lillian Pedersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *