R.I.P. elskede stoffer

Søndag var en forfærdelig dag. Søndag mistede jeg min bedste ven gennem 8 år. Søndag sagde vi farvel til min elskede Stoffer.

2 måneder med HCM

Som nogle af jer har læst, fik Stoffer for 2 måneder siden konstateret hjertesygdommen HCM. Vi fik at vide af dyrlægen, at han levede på lånt tid, men det var ikke til at sige, om der var tale om 1 uge, 1 måned eller ½ eller 1 år. Det blev til lige knapt 2 måneder.

Vi passede Stoffer efter alle kunstens regler og gav ham piller 3 gange om dagen – og det virkede. Han havde det faktisk rigtig godt. Han legede, var kælen og glad, spiste og trak vejret fint. Til at starte med var det lidt bøvlet at få pillerne i ham, men efter nogle uger accepterede han, som den godmodige kat han var, at han skulle have dem, og så slugte han dem helt uden brok. Vi indrettede vores liv efter, at han skulle passes, undgå stress og have piller 3 gange om dagen. Og vi begyndte så småt at nære et lille håb om, at vi måske kunne have ham et godt stykke tid endnu, når det nu gik så godt.

Et voldsomt og hurtigt farvel

Men så søndag kom vi hjem efter kirke, og jeg kunne med det samme mærke, at Stoffer var lidt mat. I stedet for at løbe ud i køkkenet og plage om mad, som han plejede, løb han ind under spisebordet og gemte sig. Jeg overtalte ham til at komme ud, og så begyndte han at hoste. Og han kastede vand op, som var lidt lyserødt – der var altså blod i. Efter hosteanfaldet var hans vejrtrækning rallende, og mens vi gjorde klar til at ræse til dyrlægen, satte han sig på stuegulvet og tømte sig for både afføring og urin. Der var absolut ingen tvivl om, at den var gal, og at det var “the end of the road”.

Vi kom ned i bilen, og jeg sad og kælede ham hele vejen til dyrlægen. Han puttede sig ind til min hånd og klagede højlydt. Det var tydeligt, at han havde det forfærdeligt. Men han var “til stede” og gemte sig ikke væk fra os. Hos dyrlægen fik han straks bedøvelse og ilt, så de kunne gøre klar til en hurtig aflivning uden smerter. Vi sagde farvel, krammede og kyssede ham, og så fik han den sidste sprøjte, mens vi sad hos ham. Det hele gik sindssygt stærkt. Jeg tror, der gik ½ time, fra vi kom intetanende ind af døren derhjemme, til vi sagde farvel hos dyrlægen. Det var helt absurd. Jeg tror, vi har brugt 2 år på at blive enige om at købe en ny lænestol vil vores stue (som vi stadig ikke har købt!) – men beslutningen om at sige farvel til vores elskede kat måtte vi træffe i løbet af ½ time. Det er vanvittigt, så skrøbeligt livet er, og så stærkt det pludselig kan gå. Og det er sindssygt svært at “lande” i bagefter. Jeg føler lidt, at vi er blevet kørt over af en stor lastbil.

Jeg har en fornemmelse af, at Stoffer havde ventet på, at vi kom hjem, før han “crashede”. Han gispede ikke efter vejret, da vi kom hjem, men var bare lidt mat. Ligeså snart vi var der, følte han sig “tryg” til at give slip på det hele, tror jeg. Han vidste, at vi ville passe på ham og tage os af ham.

Det var helt åbenlyst både for os og for dyrlægen, at vi ikke kunne have reddet Stoffer. Ved at sætte alle sejl til kunne vi måske have købt ham 10 minutter eller 1 time, men vi var helt afklarede med, at han ikke skulle udsættes for mere lidelse. Han skulle bare herfra så smertefrit som muligt.

Døden er bare noget rod

Jeg har valgt her at beskrive forløbet rimelig detaljeret og åbent. Det er måske lidt voldsom læsning, men for det første er det terapeutisk for mig at få det hele skrevet ned. For det andet er det er noget af det, som mange kæledyrsejere går og spekulerer på: Hvordan bliver det, når mit dyr skal herfra? Hvad skal jeg forberede mig på mentalt? Hvornår ved jeg, at det er tid? Det her forløb er i hvert fald et bud på, hvordan det kan foregå. Måske kan det være til hjælp for nogen.

Det var lige præcis den afslutning på Stoffers liv, som jeg frygtede allermest. At vi skulle ræse til dyrlægen med ham, og at han skulle lide. Jeg havde måske en naiv forestilling om, at vi kunne have set det komme lidt tidligere, og at vi kunne have fået en dyrlæge herhjem til en rolig aflivning. Eller måske at jeg bare ville vågne en morgen og finde ham sovet ind i sin yndlingsplads i vindueskarmen. Men hele det her forløb har måske fået mig til at indse en ting: Døden er noget rod. Den er aldrig idyllisk eller belejlig.

Vi kunne ikke have forudset, at det pludselig ville gå så stærkt, som det gjorde med Stoffer. Det bekræftede dyrlægen også. Med de dér hjertesygdomme går det rigtig godt – indtil det lige pludselig ikke går godt længere. Og så går det stærkt. I dagene op til søndag var han glad, veltilpas, sulten, kælen og legesyg. Jeg har tonsvis af billeder og videoer, som minder mig om det, hvis jeg skulle blive i tvivl. Og jeg har også ført en dagbog over Stoffers forløb, siden han fik sin diagnose, hvor jeg har skrevet lidt ned de fleste dage om, hvordan han havde det. Så sent som i onsdags drønede han rundt i sengen og jagtede en sølvpapirskugle. Og daskede til Fie og Jara. Han fulgte rundt i hælene på mig, som han plejede, spiste og drak og skældte højlydt ud, hvis serveringen var forsinket. Han kiggede på fugle sammen med de to andre katte, hoppede op på de høje liggepladser i lejligheden og kom spænende ud i køkkenet, når han hørte lyden af en pose vådfoder, der blev åbnet. Søndag morgen var der heller ikke noget at mærke, hverken på appetit eller humør. Det kom som lyn fra en (næsten) klar himmel.

Det var måske, som det skulle være…

På en eller anden måde er det måske alligevel ok, at afslutningen blev sådan. Hvis vi fx havde tilkaldt en dyrlæge for en uge siden for at få ham aflivet “på forhånd”, så ville vi måske have gået og været i tvivl, om vi havde slået til for tidligt. Og hvis vi bare havde fundet ham død, ville vi have spekuleret over, om han havde lidt eller været bange.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Stoffer var glad for at være i live lige til det sidste. Han nød sit katteliv og elskede at være sammen med os. Derfor føler jeg heller ikke, at vi har trukket den for langt med ham, selvom hans sidste time blev rigtig slem. Det er nok desværre sådan det er at tage afsked med langt de fleste kæledyr. Det bliver sjældent så fint eller idyllisk, som man går og håber på. Døden er aldrig køn eller rar.

Nu går jeg rundt med et kæmpe Stoffer-formet hul i hjertet og en masse kærlighed, som ikke har noget hjem længere og derfor ikke kan komme ud på andre måder end gennem mine øjne. Jeg går hele tiden og glor hen på vindueskarmen i vores soveværelse, hvor han plejede at stikke en pote ud bag gardinet hver morgen, når jeg vågnede. Men der mangler en stor dejlig hankat.

Det her er det sidste billede, jeg har taget af Stoffer i fredags: Veltilpas, glad og afslappet på sin yndlingsplads. Han blev lidt over 8 år. Han skulle været blevet mindst dobbelt så gammel. Kære Stoffer, jeg håber, du er et sted med masser af vindueskarme, masser af mad og masser af kærlighed. Hvis man ikke må få katte med sig ind i Himlen, så ved jeg ikke, hvad Himlen er for et sted. Jeg har i hvert fald en plan om, at vi skal ses igen!

Fie og Jara

Fie og Jara tager det ret pænt. Fie gik rundt og klagede søndag aften, som om hun ledte efter Stoffer, men derudover har der ikke været noget med dem. De rykker lidt ekstra sammen og er lidt ekstra kælne. Fie finder sig pludselig i en masse ting fra min side. Hun plejer jo ellers at være Andreas’ kat med stort A – men pludselig må jeg sidde og kæle hende meget længe, kysse hende på hovedet og alt muligt, som hun plejer at blive irriteret over. Måske mærker de små dyr, at deres mennesker har brug for at blive passet lidt ekstra på. Måske ved Fie bare, at der ikke kommer en stor hankat og slår hende, fordi hun har lagt beslag på HANS menneskes tid. Han var jo lidt en jaloux bølle, ham min dejlige store hankat.

Det store Stoffer-formede hul…

Det dér store Stoffer-formede hul – det vil jo aldrig rigtig blive fyldt ud. Det vil forhåbentlig blive mindre, men det vil nok altid været der. Han var vores første kat, og han og jeg havde et helt særligt bånd imellem os. Jeg tror, han forstod mig bedre, end de fleste mennesker gør. Og jeg var det menneske, han stolede på mere end nogen anden. Ingen anden kat vil kunne tage hans plads eller erstatte ham – men denne her lille uldtot vil fra slutningen af august gøre sin entré og vil forhåbentlig indtage sin helt egen plads i vores hjerter:

Vi har lige mødt ham i dag og reserveret ham. Han var slet ikke til at stå for. Han skal lige blive gammel nok til at flytte fra sin mor, før han kan flytte ind. Det giver os lige noget tid til at sørge over Stoffer og prøve at få noget ud af vores ferie, som virkelig er kommet rekord-dårligt fra start. (Det er faktisk Andreas’ fødselsdag i dag, og lad os bare sige, at ingen af os på nogen måde har været i festhumør.)

Han er en norsk skovkat og i følge sine nuværende ejere en rigtig lille frygtløs bulderbasse, som elsker at lege og kæle. Vi har valgt den race, fordi de bliver ret store – og vi mangler netop en stor, stærk hankat herhjemme nu. Vi har to søde hunkatte, men der er bare forskel på hunner og hanner både i fht. størrelse og temperament (og jo, det er der altså, også i ligestillingens 2020). Vi overvejede først en Maine Coon, men de kan måske alligevel blive lidt for store til en lille lejlighed som vores. Så en norsk skovkat virkede som et godt kompromis.

Vi har tænkt, at han skal hedde Viggo. Vi glæder os til at lære ham at kende!