Farvel, allerkæreste Jara

I går tog vi afsked med vores elskede Jara 💔 Efter et langt forløb med grå stær, bortoperation af det ene øje, hornhindesår mm. (mere om det længere nede) var hun endelig kommet på toppen her i oktober og var simpelthen så frisk og glad. Men så i går morges opdagede jeg her til morgen et nyt, stort hornhindesår på hende og vidste næsten med det samme, hvad klokken var slået…

Jeg kan godt se, at jeg jo er håbløst bagud her på bloggen. Jeg har hverken fået fortalt, at Jara fik konstateret grå stær i efteråret 2021, at hun fik bortopereret det ene øje i august, eller at hun fik et sår på hornhinden på det tilbageværende øje, også i august. Jeg har i øvrigt heller ikke fået fortalt om vores nye skovkattekilling Watson, som flyttede ind i februar. Men det er en helt anden historie.

Man må bare konstatere, at livet går stærkt, og at det ikke altid er så nemt at få opdateret kattebloggen midt i al hverdagens hurlumhej.

Jeg har faktisk haft stående på min to-do-liste længe, at jeg ville skrive noget om både grå stær og hornhindesår, da jeg tror, det kunne være til stor nytte for mange katteejeere. Jeg vil prøve at få skrevet de indlæg snart. Men i dag bliver det desværre til det triste indlæg, hvor vi tager afsked med Jara. Den mindste kat med den største personlighed, drevet af uendelig kærlighed og solenergi.

Som sagt har der været enormt meget med Jaras øjne det sidste år. Da hun fik konstateret grå stær sidste efterår, måtte vi i gang med flittig øjendrypning morgen og aften for at holde det i ave. Det gik godt i lang tid, og hun klarede det så fint. Men i løbet af sommeren kunne vi godt se, at det blev værre, og at det dårligste øje begyndte at blive mat og uigennemsigtigt, som det også kan ses på det øverste billede i indlægget.

Efter flere konsultationer ved dyrlægen stod vi i august med 3 valgmuligheder:
1: Fortsætte med øjendrypning og vente på, at øjet bristede – det var i virkeligheden ikke en mulighed.
2: Få bortopereret øjet
3: Aflivning

Efter mange diskussioner med os selv og dyrlægen endte vi med at få øjet bortopereret. De overvejelser vil jeg prøve at skrive mere om i et andet indlæg. Operationen gik i hvert fald rigtig fint, og Jara helede helt som hun skulle. Vi var lettede. Og Jara begyndte at få sin energi tilbage og opføre sig helt som en frisk ungkat. Det var bare fantastisk.

Men så lige da det endelig gik så godt, opdagede vi et hornhindesår på det tilbageværende øje. Vi røg afsted til dyrlægen og gik i gang med den intensive behandling med øjendrypning hver 3. time (også om natten!!) i en lille måneds tid. Forhåbentlig også mere om den proces i et senere indlæg om hornhindesår. Øjet helede fint, og Jara var topglad og energisk igen. Fulgte efter os overalt i huset, kravlede rundt på os, spandt, snakkede, jagtede godbidder sammen med skovkattene – hun var bare den mest veltilpasse og glade kat! Og vi var så glade og så frem mod måske at kunne have et eller flere gode år med hende.

Men så tirsdag aften, da Andreas dryppede hendes øje (som stadig skulle dryppes pga. den grå stær), så han en streg/sprække i øjet og udbrød “Åh nej, så er det øje også på vej til at stå af…” Sådan havde det dårlige øje også set ud, inden det begyndte at blive mat. Så næste morgen ringede jeg til dyrlægen og bestilte en tid til torsdag morgen. Men da jeg så satte mig og så nærmere på Jara kunne jeg pludselig se et nyt hornhindesår, som ikke havde været der aftenen inden. Og så stod det pludselig klart, at Jara ikke havde den gode og rare alderdom foran sig, som vi havde set for os. Og at i måtte få en mere akut tid ved dyrlægen (hornhindesår må katte nemlig ikke gå med. De skal behandles øjeblikkeligt).

Hun så først og fremmest frem mod endnu en måned med øjendrypning hver 3. time. Og hvad så, når såret var helet? Hvornår ville hun så skulle turen igennem næste gang? Tilsyneladende var hendes hornhinde blevet mere skrøbelig, og samtidig var hun måske også blevet mere klodset med det manglende øje. Og hvis trykket samtidig var ved at stige i det øje, ja så ville der ikke gå længe, før det også stod af.

Vi blev enige om, at det var bedst at sige farvel og give hende fred, selvom det bare er den tungeste beslutning at træffe som kæledyrsejer 😥 Vi vil gå langt for vores katte, men det er altid med deres livskvalitet i højsædet. Jara har været så livsglad, at det har givet mening at hjælpe hende med øjnene, så hun kunne blive hos os. Det kan måske lyde dumt, men vi har oplevet, at det har været hendes vilje. Og samtidig har hun været den mest sejlivede lille fighter, som kunne kæmpe sig gennem alt. Men nu ville det altså blive for surt at være hende til, at hendes livsglæde kunne opveje det. Nu skulle hun ikke kæmpe mere.

Dertil kom, at det var fysisk og følelsesmæssigt hårdt for os at have en kat med så ustabilt helbred. Jeg har snart ikke tal på, hvor mange gange vi har gjort os klar til at tage afsked med hende over det sidste halve år. Vi var tyndslidte.

Når det endelig skulle være, så blev det faktisk meget fredfyldt hos dyrlægen. Dyrlægen var så sød, respektfuld og omsorgsfuld og god til at tale os igennem det. Jara fik den bedøvende sprøjte og faldt i søvn oven på min arm. Derefter snorkede hun sig bogstaveligt talt ind i evigheden, mens vi kælede og nussede hende og fortalte, hvor meget vi vil savne hende. Sejlivet som hun var, måtte hun have 3 sprøjter, før hun var væk. Ingen drama, ingen af de lidt voldsomme ting, som dyrlægen havde advaret om kunne ske. Bare fredfyldt indsovning. Men hun snorkede højt og inderligt. Ligesom hun plejede herhjemme, hvor hun utallige gange har vækket om os om natten med sin højlydte snorken.

Det stik modsatte af, da vi sagde farvel til Stoffer i vildt kaos. Jeg ved snart ikke, hvad der er hårdest: at sige farvel til en kat, der crasher fuldstændig, hvor man må ræse afsted til dyrlægen i vild panik med vrælen og klagen. Men hvor man absolut ikke er i tvivl om, at det er farvel-tid. Hvor beslutningen er taget for én. Eller at sige farvel i rolige omgiveler til en kat, som lige i situationen faktisk er frisk og glad – men som ser frem mod en tid, der er alt for hård til, at man vil byde hende det. Og hvor man bagefter har en lille stemme indeni, som siger: “Ej, du skulle bare have taget hende med hjem og dryppet det øje. Det ville sikkert være blevet fint.” Selvom man jo godt ved, at det ikke passer.

Åh, begge dele er hårdt. Den hårdeste del af at være kæledyrsejer.

Jara blev 14 år. Vi havde hende, fra hun var 7, og hun var den mest fantastiske og kærlige kat. En bestemt dame, som kunne skælde ud på hankatte 3 gange hendes størrelse. En klodset og finurlig lille størrelse, som altid var, hvor vi var. Som jeg skriver dette indlæg kan jeg mærke, at hun mangler mellem mig og computerskærmen, hvor hun elskede at sidde. Hun mangler også på min hovedpude om natten. Og på badeværelset, hvor hun elskede at sidde på kanten af håndvasken og glo forelsket på én. Eller stikke hovedet ind bag badeforhænget, når man var i bad, for lige at se, hvad der foregik. Og hun mangler, når jeg spiller klaver, hvor hun plejde at trampe rundt på tangenterne og spille sin egen lille melodi. Hun mangler også, når jeg ser en solstråle i soveværelset eller i stuen. Hvor der var en solstråle, kunne man altid finde Jara.

Jeg siger tit, at det næsten(!) kan være hårdere at miste et kæledyr end et menneske, fordi et kæledyr er så indgroet en del af alle éns daglige rutiner. Man bruger ofte meget mere tid med sin kat/hund/… end med mennesker. Den er altid ved éns side, og nogle af os deler næsten flere følelser med dyr end med mennesker. Selvfølgelig giver det ikke mening at sammenligne de to ting. Men pointen er, sorgen over et kæledyr tit undervurderes. Det er hårdt at sige farvel. Og udover sorgen og savnet har man også selve den traumatiske oplevelse fra selve aflivningen at bearbejde. Også selvom det egentlig er foregået udramatisk og fredfyldt, så er det stadig et traume at se et levende væsen dø – især når man er den, der har valgt, at det skal ske.

Nu er Jara fri for smerter, fri for at mangle et øje, fri for øjendråber og irriterende skovkatte. Jeg ville sige RIP, Jara. Men jeg ved, at du sikkert allerede har fundet Stoffer og er i gang med at skælde ud på ham! Så der er ikke meget peace over evigheden lige nu. Måske kan de nå at slutte fred med hinanden, inden jeg engang får lov til at blive genforenet med dem. For det har jeg planer om at skulle. Hvis mine kæledyr ikke må være i Himlen, gider jeg slet ikke være der.

I stedet for RIP vil jeg bare sige: Tak, Jara, fordi du var vores kat. Tak for din betingelsesløse og insisterende abyssinier-kærlighed. Tak for alle de gange du har slikket huden af min næse. Tak for alle de nætter, hvor du har holdt mig med selskab, når jeg ikke kunne sove. Og tak for at lære mig om vigtigheden af bare at ligge og nyde en solstråle. Jeg håber, du ligger og nyder den bedste solstråle lige nu.

Farvel, Jara! Vi ses igen.